Guide

Deltag i First Lego League

FIRST® LEGO® League (FLL) er et internationalt læringsprogram, der kombinerer teknologi, ingeniørvidenskab og kreativ problemløsning gennem leg. Hvert år deltager over 300.000 børn og unge i mere end 80 lande.

Coding Pirates Danmark er operatør af FIRST® LEGO® League i Danmark og afvikler de nationale turneringer. Lokalforeninger kan tilmelde egne hold og give børn og unge en sjov og lærerig oplevelse med teknologi og innovation.

Hvad er FIRST® LEGO® League?

FIRST® LEGO® League er et STEAM-baseret læringsprogram (Science, Technology, Engineering, Art, Math), der kan bruges i skoler, fritidsklubber og foreninger. Programmet giver børn og unge mulighed for at udvikle tekniske, innovative og samarbejdsorienterede færdigheder gennem projektbaseret læring.

Hvert år har FLL en ny, samfundsaktuel udfordring, som deltagerne skal løse. Holdene arbejder sammen om at designe og programmere LEGO®-robotter samt udvikle innovative løsninger på problemstillinger inden for videnskab og teknologi.

For Coding Pirates lokalforeninger er det en oplagt aktivitet, da det bygger videre på de kreative og teknologiske kompetencer, som medlemmerne allerede arbejder med.

Sådan deltager jeres forening

For at deltage i FIRST® LEGO® League skal I oprette et hold og anskaffe de nødvendige materialer:

  • LEGO® SPIKE-robotter, som holdene programmerer til at løse årets udfordringer.
  • En robotkørselsbane og LEGO®-missionsmodeller, der skifter hvert år og danner grundlaget for konkurrencen.
  • Adgang til årets FLL-læringsmaterialer, som guider vejledere og deltagere gennem processen.

Hold kan vælge at deltage i den officielle turnering eller bruge tidligere års baner og missioner, som kan købes til nedsat pris, hvis man vil afprøve konceptet internt i foreningen.

For at komme i gang skal I oprette en vejlederprofil, hvorfra I kan registrere jeres hold og bestille materialer.

» Tilmeld jeres hold her

Muligheder for engagering

For Coding Pirates-lokalforeninger kan FIRST® LEGO® League være en spændende aktivitet at tage del i – enten ved at stille et hold eller ved at arrangere en lokal turnering. Ligesom nogle foreninger samarbejder om Game Jams, kan en lokalforening også være drivkraften bag en FLL-turnering i sit område.

Hvis jeres lokalforening stiller med et FLL-hold, kan en frivillig tage rollen som vejleder. En vejleder guider børnene gennem projektet, hvor de arbejder med robotprogrammering og innovative løsninger – uden at give dem facit. Det minder om den måde, man som frivillig i Coding Pirates allerede støtter børn og unge i at lære gennem teknologi.

Lokalforeninger har mulighed for at stå i spidsen for en regional FLL-turnering og invitere skoler, fritidstilbud og virksomheder med. En lokal turnering kan være en fantastisk måde at styrke samarbejdet mellem Coding Pirates og andre aktører i lokalområdet, samtidig med at den skaber et sjovt og lærerigt event for børn og unge. Hvis I er interesserede i at arrangere en turnering, hjælper vi gerne med information og sparring.

Til en FLL-turnering er der brug for mange hænder – både som dommere, guider og praktiske hjælpere. Hvis jeres lokalforening ikke selv afholder en turnering, men stadig vil være en del af FLL, kan I hjælpe til ved en eksisterende turnering og få inspiration til måske at arrangere jeres egen næste gang.

📌 Har I spørgsmål, eller vil I deltage i FLL som vejleder, projektleder eller frivillig? Kontakt os på [email protected]