Guide

Rekruttering af børn og unge

At tiltrække nye børn og unge til en fritidsaktivitet kræver en strategisk og målrettet indsats. Det handler både om at skabe opmærksomhed omkring tilbuddet, sikre en god oplevelse for nye deltagere og give dem lyst til at blive. Denne guide giver konkrete metoder til rekruttering samt værktøjer til en god opstart og fastholdelse.

 

Konkrete tiltag

Effektiv rekruttering kræver en kombination af synlighed, tilgængelighed og engagerende oplevelser. Selvom børnene skal motiveres, er det i sidste ende forældrene, der træffer beslutningen om tilmelding. Derfor er det vigtigt også at have dem i fokus i rekrutteringsarbejdet. En løbende indsats giver ofte bedre resultater end enkeltstående events, da det øger chancen for at ramme familier på det rette tidspunkt.

Det er vigtigt, at børn og unge får mulighed for at opleve Coding Pirates, før de tilmelder sig. Infomøder giver dem og deres forældre en konkret forståelse af, hvad foreningen tilbyder.

Vær tydelig om, hvad der sker i den kommende sæson, og del jeres erfaringer med tidligere klubaftener og forløb. Husk at informere om opstartsdatoer, tilmeldingsprocedurer og praktiske detaljer som udstyr og pauser.

Events er en af de mest effektive måder at skabe opmærksomhed og tiltrække nye medlemmer. Game Jams, Maker Faires og lignende aktiviteter viser, hvad Coding Pirates handler om – på en sjov og engagerende måde.

Events er også en oplagt mulighed for at få omtale i lokale medier. Overvej derfor at tage kontakt til aviser eller tv-stationer for at få eksponering.

Sørg for at have materialer klar til nye interesserede, såsom:

  • Infofoldere
  • Roll-ups
  • Frivillige, som kan informere forældre, børn og unge om mulighederne og tilmeldingsmetoder
  • Kort præsentation af foreningen og klubaftener (inkl. koncepter som “Tag-en-ven-med”-aftener)

Skoler er en god mulighed for at nå både børn og forældre direkte. Overvej at tage kontakt til skolens sekretariat for at høre, hvilke muligheder der er for at synliggøre Coding Pirates.

Mulighederne kan være:

  • Deltagelse i forældrearrangementer – fx forældremøder eller åbent hus, hvor I kan fortælle om foreningen.
  • Uddeling af flyers og opsætning af plakater – men husk at få tilladelse fra skolen først.
  • Afholdelse af et event på skolen – fx et Coding Pirates-temaforløb eller workshop, hvor børnene kan prøve kræfter med teknologi og kreativitet.
  • Samarbejde med faglærere – lærere i IT, matematik, naturfag eller kreative fag kan have interesse i at præsentere Coding Pirates som et relevant fritidstilbud.

En god dialog med skolen kan åbne døre til flere rekrutteringsmuligheder, både i undervisningen og i fritiden.

Annoncering kan være en effektiv måde at skabe opmærksomhed omkring Coding Pirates, både i trykte medier og online. Det kræver dog en strategisk tilgang for at sikre, at budskabet når de rette målgrupper.

Avisannoncer
Annoncer i aviser og lokale blade kan være en mulighed, men de er ofte dyre og har begrænset plads. Til gengæld kan de være en god måde at nå bedsteforældre, som ofte inspirerer forældre til at undersøge nye fritidstilbud.

En annonce i lokalavisen kan også øge kendskabet til foreningen generelt og være en fordel i forhold til at tiltrække frivillige, sponsorer og lokal opbakning. Overvej at koble annoncen sammen med en god historie om Coding Pirates – fx en særlig aktivitet i sæsonen, en sej pirat, der har opnået noget unikt, eller en frivillig, der gør en stor forskel.

Kontakt avisen for at høre om mulighederne for en annonce eller en omtale af jeres aktiviteter.

Sociale medier
Facebook og andre sociale medier giver mulighed for at målrette opslag og annoncer præcist mod relevante målgrupper, som fx forældre, lærere og IT-interesserede.

Overvej at “booste” et opslag, hvor I fortæller om Coding Pirates, kommende klubaftener eller events. I kan selv vælge, hvem opslaget skal vises til, og hvor længe det skal køre.

Har I brug for hjælp?
Sekretariatet kan guide jer gennem annonceringsmulighederne på [email protected]

Lav et fast opslag hver uge eller måned, hvor I:

  • Fortæller hvornår man kan komme forbi, og hvordan melder sig til
  • Fortæller om de unge, som allerede er i foreningen
  • Viser jeres lokation, og viser hvor let det er at komme til
  • Vis hvad I laver fra gang til gang
  • Overlad kontoen til en af jeres pirater eller frivillige en gang om måneden

En måde at nå ud til flere forældre på, er at bruge nogle penge på at annoncere på Facebook. 
Har du brug for hjælp, så tøv ikke med at kontakte Sekretariatet på [email protected].

Den bedste rekruttering sker ofte gennem børn, forældre og frivillige, der allerede er en del af Coding Pirates. Gør det let for dem at sprede budskabet videre.

  • Mail og interne grupper: Informér om nye klubaftener via mail eller interne grupper. Opfordr medlemmer til at dele tilbuddet med andre.
  • Åbne klubaftener: Lad nye børn og forældre opleve en klubaften. Hav frivillige klar til at tage imod og svare på spørgsmål. For at undgå forstyrrelser kan det ske i den første eller sidste halve time af klubaftenen.
  • Tag-en-ven-med-konceptet: At prøve noget nyt er sjovere og tryggere med en ven. Opfordr medlemmer til at tage en ven med.
  • Plakater, flyers og roll-ups: Placer materialer i foreningslokaler og andre relevante steder. Det øger chancen for, at flere opdager Coding Pirates – også selvom de ikke selv melder sig ind.

Brug også roll-ups, plakater og merchandise som t-shirts for at være synlige i hverdagen. Jo mere man ser Coding Pirates, desto lettere bliver det at tiltrække nye medlemmer.

Onboarding

En god start er afgørende for, om nye deltagere føler sig velkomne og bliver en del af fællesskabet. Klare forventninger, fleksible rammer og plads til medindflydelse kan gøre overgangen lettere og øge motivationen for at fortsætte.

Der er ingen – hverken børn eller voksne – der ønsker at være udenfor eller gøre noget, der generer andre. Skab derfor tryghed ved at sætte reglerne klart op for adfærd, og for hvad der er målet med at deltage. På den måde er der ingen tvivl om, hvad man må og ikke må, og man kan koncentrere sig om det, aftenen handler om.

Hav også en klar forventningsafstemning om, hvad I reelt kan nå og skal opnå på en aften. Møder børnene en uforløst forventning for 3. gang, så er det svært at forstå, hvorfor man deltager.

Efter en lang skoledag kan energiniveauet og koncentrationen variere meget. Nogle børn har brug for en pause, mens andre har brug for at bevæge sig eller tale.

Derfor bør der være fleksibilitet:

  • Nogle børn kan have brug for at sidde i fred og fordybe sig.
  • Andre har måske behov for at bevæge sig eller tage en kort pause.

Det vigtigste er, at børnene får lov til at udtrykke deres behov – uden at det går ud over de andre deltagere. Hvis et barn har en dag, hvor koncentrationen svigter, så find en løsning, der sikrer, at det ikke bliver et problem for resten af gruppen.

Hos Coding Pirates er der plads til alle – uanset baggrund, udfordringer m.m. Og vi er gode til at skabe og give rum til mangfoldigheden. 

Fra tid til anden render vi dog ind i et barn, hvor interessen og kemien bare ikke er et match. Det kan have rod i forskellige ting, som ligger uden for foreningens rækkevidde. Ræk derfor ud til forældrene og snak om udfordringerne sammen. I sidste ende skal det fungere for både børn, forældre og de frivillige at arbejde sammen.

Undgå at det bliver ren skoleundervisning. Børnene har været af sted hele dagen. Det sidste, de har brug for, er endnu 2 skoletimer. Kan de derimod opleve, at de også har medindflydelse på klubaftenen og får medejerskab over indhold og struktur, er det lettere at se sig selv som værende en del af noget større.

Prøv en af følgende metoder:

  • Gør børnene til eksperter: Det behøver ikke at være noget, de i forvejen ved noget om, men noget som de kan dykke ned i på deres egen måde. Lad dem stå for at fremlægge deres resultater og lad alle lære noget.
  • Giv dem noget at gruble over mellem klubaftenerne: Det er ikke en lektie, men en lille cliffhanger som måske kan inspirere dem.
  • Skab fysiske og sanselige oplevelser: Alt behøver ikke at foregå på en computer. At kode kan i virkeligheden forstås på mange andre måder end blot via hjernen. Det kan også være en smagsoplevelse eller en fysisk oplevelse i rummet. Giv nogle pauser fra computeren ved at lave små opgaver med kroppens andre sanser, hvor man stadig kan indtænke teknologi og kodning. Lav f.eks. en labyrint på gulvet, som skal gennemgås på tid ved hjælp af instrukser a la kodning. 
  • Lad dem opfinde deres egne regler: Lad børnene udvikle et spil eller en leg med deres egne regler – en sjov og aktiv måde at arbejde med kodningstænkning.
  • Brug børnenes interesser: Om det er dans, ridning, fisketure, traktorer, film eller noget helt andet. Deres andre interesser kan skabe en ny form for kreativitet. Måske er der særlige udfordringer ved deres andre interesser, som de gerne vil finde en teknologisk løsning på?

Husk at det også er muligt at have en venskabsforening. Der kan være mange fordele ved et samarbejde med andre klubaftener, fordi man får nogle at spille bold og sparre med, og man får nye input fra andre børn. Man kan både mødes i det fysiske rum eller online. Måske er det endda et samarbejde om et fælles projekt, der kan binde klubaftenerne sammen.

Materiale til rekruttering

Vi har allerede udviklet materialer til at hjælpe jer med rekruttering – I skal blot bruge dem aktivt. Her finder I videoer, grafisk materiale og merchandise, der kan synliggøre jeres lokalforening.

I Coding Pirates webshoppen kan I finde et stort udvalg af merchandise til både frivillige, kodepirater og alle, der ønsker at vise deres Coding Pirates-stolthed. Udvalget inkluderer t-shirts, hoodies, kasketter, bøllehatte, krus, muleposer og drikkedunke – og der tilføjes løbende nye produkter.

Derudover kan I bestille roll-ups, beachflag, klistermærker, plakater m.m., som kan bruges til at synliggøre Coding Pirates ved events og klubaftener.

» Gå til webshoppen

For at sikre et ensartet og genkendeligt udtryk kan I hente Coding Pirates’ officielle logoer, farver, skrifttyper og grafiske elementer i designguiden. Dette kan bruges til at lave eget merchandise eller til lokalt grafisk materiale.

» Gå til designguiden

For nem adgang til opdaterede materialer har vi samlet alt grafik, videoer og rekrutteringsmaterialer i én Google Drive-mappe. Her kan I finde:

  • Grafik og logoer
  • Flyers og roll-ups
  • Videoer til sociale medier og rekruttering
  • Tekster og skabeloner til markedsføring

» Gå til Google Drive-mappen

Video: “Bliv en del af Coding Pirates!”
En kort animationsvideo til rekruttering af børn og unge til Coding Pirates. Du kan downloade videoen herunder. På YouTube kan du slå både danske og engelske undertekster til.

» Download videoen

» Gå til videoen på YouTube

Undertekster:

» Download danske undertekster

» Download engelske undertekster

Video: “Er dit barn klædt på til den digitale fremtid?”
Vi har lavet en kort video med en reklame for Coding Pirates til rekruttering af børn og unge. Du kan downloade videoen herunder. På YouTube kan du slå både danske og engelske undertekster til.

» Download filmen

» Gå til videoen på YouTube

Herunder er teksten fra filmen tilgængelig – lige til at copy-paste:

På dansk:
Er dit barn klædt på til den digitale fremtid?
Coding Pirates er et fritidstilbud til børn og unge
Vi leger kreativt og opfindsomt med teknologi
Vi er et fællesskab, der rummer alle
Og vi mødes hver uge til klubaftener i hele landet
Klæd dit barn på til den digitale fremtid med Coding Pirates

På engelsk:
Is your child ready for the digital future?
Coding Pirates is an after school activity for children and youth
We play with technology in creative and innovative ways
We are a community who welcomes all
And we have after school meetups every week throughout the country
Prepare your child for a digital future with Coding Pirates