Artiklen er skrevet i samarbejde med Coding Pirates’ sekretariat, diversitetsgruppen og andre frivillige
Inspiration til lokalforeninger angående piger
I 2024 var 20% af Coding Pirates foreningsmedlemmer piger – i hovedstadsområdet er procentsatsen 22,2%, mens den så er lidt lavere i resten af landet. Det kan måske lyde som et højt tal, men i en forening med 20 medlemmer, er der altså 4 piger, hvilket for pigerne kan give indtryk af at det er en forening primært for drenge. Målet er ikke at vi bliver 50/50, men at Coding Pirates også er et godt sted at være for piger og at flere piger bliver opmærksomme på at leg med teknologi er sjovt og givende. På den måde kan vi i fællesskab måske fastholde pigerne og hjælpe til med at flere unge kvinder søger STEM uddannelser.
Vi har det som et mål i vores vision at vi skal være flere kvinder og piger, derfor håber vi at disse anbefalinger kan inspirere og lægge op til debat og handling ude i jeres forening.
#1 – Sørg for at I har kvindelige frivillige i jeres forening
Hvorfor?
- Antallet af kvindelige frivillige afspejler sig ofte i antallet af piger i foreningen.
- De voksne er rollemodeller, for mange børn hænger køn tæt sammen med deres beslutning om deltagelse i aktiviteter. Det kan være nemmere at identificere sig med en af samme køn.
Hvordan?
- Målrettet rekruttering af kvinder (Kender vi en i lokalområdet der er teknologi/IT interesseret? Kender vi en, der arbejder med teknologi/IT? ).
- I Aalborg afdelingen er der et flertal af kvindelige frivillige, hvilket medførte at mange piger meldte sig ind fra start. Fastholdelse har, som mange andre steder, været en udfordring, men der er dog stadig over 50% pige-medlemmer.
- I Mini Builders, Århus bidrog en kvindelig kaptajn til, at 50% af medlemmerne fra start var piger. Her blev der efterfølgende lavet en regel om at man sigter efter 50/50 ved optagelse af nye pirater, det samme gælder i Portland Towers, Nordhavn KBH.
#2 – Overvej nøje hvordan der kommunikeres om foreningen i både sprog og billeder
Hvorfor?
- Førstehåndsindtrykket er meget vigtigt – det er ideelt, hvis også piger kan spejle sig i ord og billeder.
Hvordan?
- Sekretariatet arbejder på en ny kommunikationsstrategi, hold øje med inboxen.
- Belys “mangfoldigheden” i aktiviteterne. Vær bevidst om at kommunikere, at aktiviteterne hos Coding Pirates spænder over forskellige typer projekter, fra kreativ programmering og digital kunst til robotteknologi og spiludvikling.
- Anvend et inkluderende sprog, der appellerer bredt. Forsøg dermed at undgå ordvalg der er mere interne som f.eks. gaming og teknologinørd.
- Sekretariatet arbejder på at få børn og unge fra lokalforeningerne til at lave redaktions- og kommunikationsarbejde, ræk ud, hvis I vil være med!
- Her er et par eksempler på kommunikation hvor der er tænkt på sprog og billeder:
Ada Lovelace ugen:
(1) Coding Pirates – Sikke en legende og kreativ eftermiddag til Ada… | Facebook
Diversitet opslag:
(1) Coding Pirates – Hos Coding Pirates er alle velkommen om bord 🏴☠️… | Facebook
#3 – Afhold intro-arrangementer rettet mod piger
Hvorfor?
- Det øger sandsynligheden for optagelse, hvis piger får gode oplevelser med teknologi sammen med andre piger.
Hvordan?
- Vi har set det gjort til ‘Hello Ada forældre – datter klubben’ i København.
- Måske kan der også findes inspiration i ’Ada Lovelace dage/Uge 2024’, hvor piger blev optaget i Coding Pirates foreninger straks efter gode workshop dage.
- Tag fat i sekretariatet hvis I mangler inspiration og konkrete ideer til arrangementer for piger.
#4 – Sørg for piger ikke er alene eller meget få i foreningen
Hvorfor?
- Der er bedre chance for at fastholde piger i foreningen, hvis der er mange andre piger.
Hvordan?
- Hvis der kun er en pige på venteliste, så overvej intro-arrangement kun for piger (se punkt 3).
- Optag piger i grupper af to eller flere. Hvis det er muligt, sørg for der ikke er for stor aldersforskel mellem dem. Især de yngre piger har brug for andre piger i deres alder.
#5 – Gør hvad I kan for at alle føler sig velkommen!
Hvorfor?
- Det vigtigste er at også piger føler sig velkommen i foreningen, ikke at kønsfordelingen er 50/50.
Hvordan?
- Par-programmering? Sociale dage? Gruppe projekter på tværs af køn?
- Har I en frivillig der er drøn-god til det sociale?
- Lav en fokusgruppe med piger og lyt til deres ønsker, ideer og spændende forslag – inspiration kan hentes i Ballerup.
- Er det muligt at gøre noget ved lokalet? Hvordan er foreningen indrettet? Er der tænkt på hyggen? Det kunne måske være stemnings-plakater der også appellerer til piger eller kan der måske sættes bannere/roll-ups op til hver foreningsaften?
- Kan piger tages med på råd om indretningen?
#6 – Vær bevidst om rammesætningen for en foreningsaften
Hvorfor?
- Tydelig rammesætning der fastholdes hver eneste foreningsaften hjælper til struktur og genkendelighed, hvilket alle føler sig trygge i. På den lange bane er det fællesskabet, der gør, at alle har lyst til at vende tilbage.
Hvordan?
- Det kan gøres på mange gode måder, mange børn og unge har god gavn af at man afsætter lidt tid til fælles opstart, pause og afslutning og husker det hver gang selvom man har det sjovt med aktiviteten.
- Hvis ikke I allerede gør det, kan der afsættes god tid til præsentation af projekter, som en del af afslutningen.
- Hvis aktiviteterne til næste uge er planlagt, så fortæl børnene om jeres planer under afslutningen, mange børn finder tryghed i at vide hvad der venter dem.
#7 – Vær opmærksom på diversitet i oplæg, workshops og aktiviteter
Hvorfor?
- Hvis det vi præsenterer som frivillige appellerer til alle køn så øger det chancen for øget motivation hos alle. Piger motiveres ikke nødvendigvis af det samme som en mandlige frivillig per default synes er fedt. I hvert fald kan det nok godt påstås at piger i mindre grad fascineres af ren teknologi nørderi.
Hvordan?
- Når en aktivitet forberedes, så tænk på at vise eksempler, der appellerer bredt og som kan formes/designes individuelt, måske er det nødvendigt at forberede flere eksempler. Hvis der 3D printes, hvilke figurer vises der så som eksempel? (superhelte versus bløde krea muligheder) Hvis man er i tvivl, så spørg pigerne eller søg inspiration hos andre foreninger.
- Søg inspiration i Piratskibet:
#8 – Hav mere fokus på formål end teknologi
Hvorfor?
- Hvis piger skal lære en ny teknologi at kende, vil mange gerne vide hvad den konkret kan bruges til eller hvordan den kan gøre en forskel, inden de finder det relevant at gå i gang.
Hvordan?
- Start ved formålet og vælg derefter den teknologi der passer til. Hvad er problemet, og hvordan kan teknologien bruges til at hjælpe med løsningen? Mange digitale spil har et konkurrenceelement, hvilket ofte kræver en score, derfor skal man lære hvad en variabel er. Men hvad nu hvis man ikke synes konkurrence er motiverende, hvordan kan en variabel så bruges?
- Der er noget der tyder på at hvis der skal laves noget der er praktisk anvendeligt, så er piger klar.
#9 – Vær åben for frivillige med forskellige kompetencer
Hvorfor?
- Diversitet i kompetencer hos de frivillige og bestyrelsen er med til at skabe en god forening. Nogle er gode til at nørde i bund med teknologier, andre er super pædagogiske, enkelte er gode til det administrative, få har super overblik til arrangementer, mens den vigtigste egenskab til en foreningsaften ofte er evnen til at have fokus på det sociale.
Hvordan?
- Overvej hvilke kompetencer I er stærke på og søg derefter målrettet det I måske mangler.
- Når vi bliver mødt med et åbent sind, er vi meget bedre til at vise alle vores positive sider.
#10 – Opsøg vidensdeling med andre foreninger
Hvorfor?
- Udveksling af ideer er med til at gøre jeres forening og naboforeningen bedre. For at fremme inklusionen af piger er den eneste vej frem at tale om det.
Hvordan?
- Hvis du selv er åben for at dele ud af jeres erfaringer, så er frivillige i andre foreninger nok også.
- Brug Slack gruppen #diversitet, hvor vi kan vidensdele og diskutere inklusion af piger i vores foreninger.
- Deltag i frivillig dagene, onlinemøder for frivillige og landsmøderne.