Artiklen er skrevet i samarbejde med Coding Pirates’ sekretariat, diversitetsgruppen og andre frivillige
Inspiration til lokalforeninger angående unge medlemmer og unge frivillige
Ved at vi bliver dygtige til at fastholde og tiltrække unge til vores lokalforeninger, slår vi flere fluer med et smæk: Vi giver de unge nogle super gode lærings- og fællesskabs-muligheder. Vi giver dem en øvebane og et ansvar, som kan få dem til at vokse og samtidig skaber vi stabilitet og en kontinuerlig mulighed for at få nye frivillige og ekstra hænder til forskellige tiltag.
I mange foreninger opleves der relativt meget udskiftning blandt de unge frivillige, hvilket kan være frustrerende for de bærende kræfter i foreningen. Samtidig er fastholdelse af medlemmer fra 13 år og opefter noget vi hører ofte kan være svært af mange forskellige årsager.
Alt det ovennævnte giver god grund til at bruge tid på at finde ud af hvordan vi måske kan optimere forholdene for de unge der viser interesse for Coding Pirates.
Internt kan vi starte med at være bevidste om, hvem vi taler om når vi kommunikerer om de unge. Der er selvfølgelig unge medlemmer og unge frivillige, men kan vi måske kategorisere dem i flere aldersgrupper med det formål at det kan hjælpe os med at målrette initiativer?
Kategorisering af unge
Hvis man anvender termer fra de unges skole/uddannelses liv, så kan de kategoriseres således:
- De yngste unge på skolens mellemtrin (4.-6. klasse / 10-12 år), de er oftest medlemmer, men kan nogle af dem måske få en hjælper rolle der senere gør at de gerne vil være frivillige? Hvis det lykkes får de en længere matros karriere inden de evt. tager på efterskole.
- Fra udskolingen (7.-9.klasse) har vi de 13 -15 årige som for manges vedkommende er klar til at tage mere ansvar.
- De 16 årige, altså 10. klasse, er ofte på efterskole, derfor kræver det et specielt setup, hvis de skal fortsætte i Coding Pirates det år.
- På ungdomsuddannelserne har de unge tre sammenhængende år i en alder hvor der er tryk på med læreplads/skole, lektier og ofte fritidsjob og fester. Hvis der er plads i kalenderen til Coding Pirates, så er det optimalt at få fat i dem så tidligt som muligt.
- Efter endt ungdomsuddannelse og evt. sabbatår står den på uddannelse og derfor flytter unge ofte hjemmefra, hvilket er et tab for den lokale forening, men måske kan gavne Coding Pirates afdelinger i studiebyerne?
Modenhed er svært at sætte alder på, derfor kan de voksne i foreningerne bedst vurdere, hvem der kan klare hvilke opgaver hvornår.
#1 – Involvér de unge medlemmer i opgaver i foreningen
Hvorfor?
- De unge bliver opmærksomme på, at ved at handle kan de være med til at skabe noget godt for andre. Det er en hjælp for de voksne frivillige og de unge vokser, jo mere ansvar de får.
Hvordan?
- Mange unge vil gerne hjælpe de yngre medlemmer – vær evt. med til at formalisere denne rolle. De ældste kan f. eks. hjælpe de yngre pirater. (makker-kodning, makker-making, makker-design).
- Opgaver kan variere lige fra at uddele kiks til at hjælpe med klargøring til en aktivitet.
- Der er altid brug for hjælp til at sortere LEGO.
- De unge er gode til at hjælpe med at tage billeder, lave video og SOME opslag under lokalforenings aftener (husk fototilladelser i medlemssystemet).
#2 – Giv de unge frivillige ansvar og indflydelse
Hvorfor?
- Med indflydelse følger motivation og ejerskab hvilket vil gøre, at de unge bidrager med initiativ og gode ideer som er med til at forbedre jeres forening. Hvis det er tydeligt, at de unge kan lide at være i foreningen, er det sandsynligt, at det smitter af på jeres medlemmer, som dermed får lyst til at blive længere.
Hvordan?
- Stol på at de unge kan bære ansvaret, vi har set mange eksempler på det, Summer Camp 2023 var et af dem.
- Giv de unge en stemme og kommunikér deres vigtige bidrag.
- Vi har både unge i DUF og hovedbestyrelsen, overvej at få unge med i jeres bestyrelse – ny energi, nye perspektiver!
- Vi har set en ung frivillig tage en yngre pige med til Ada Lovelace dag, for at lade hende give en demo af hendes teknologi.
- Vi har set eksempler på, at hvis vi inviterer fx unge studerende med til at stå for specifikke workshops eller tage med til enkeltstående arrangementer, så får de smag for mere enten ved at ville deltage i flere ting eller de kommer på nye tiltag.
- De unge har afholdt workshops på folkemødet – kan de facilitere en spændende aktivitet i jeres forening?
- Vi har set eksempler på, at voksne frivillige sætter rammerne, hvorefter de unge fra HTX varetog workshops.
#3 – Vær bevidst om rammesætningen for en foreningsaften
Hvorfor?
- Tydelig rammesætning der fastholdes hver eneste foreningsaften hjælper til struktur og genkendelighed, hvilket alle føler sig trygge i. På den lange bane er det fællesskabet, der gør, at alle har lyst til at vende tilbage.
Hvordan?
- Det kan gøres på mange gode måder, mange børn og unge har god gavn af, at man afsætter lidt tid til fælles opstart, pause og afslutning og husker det hver gang selvom man har det sjovt med aktiviteten.
- Har de unge mulighed for at sidde sammen/holde pause sammen til en foreningsaften?
- Hvis aktiviteterne til næste uge er planlagt, så fortæl alle om jeres planer under afslutningen, inklusiv de unge frivillige, det vil hjælpe de unge til at forberede sig.
#4 – Brug tid på at hygge jer med de unge medlemmer
Hvorfor?
- Hos Coding Pirates oplever børn såvel som unge at fysiske fællesskaber har en ekstra dimension. Det sociale gør, at de unge får mere lyst til at blive – det er vigtigt for unge at have et tilholdssted.
Hvordan?
- Lav sociale arrangementer for de unge.
- Hyg om de unge til foreningsaftener.
- Inviter eventuelt de unge med i snakken med de frivillige.
#5 – Forstærk det identitetsskabende tilhørsforhold
Hvorfor?
- Lige fra rød stue til fodboldklubben har mennesker brug for ‘at høre til’ – Coding Pirates har vist sig som et stærkt fællesskab og er dermed blevet en del af mange børn, unge og voksnes identitet.
Hvordan?
- Vi er kodepirater, vi går ikke bare til kodning.
- Italesæt hvad Coding Pirates er lokalt og nationalt.
- Synliggør de muligheder der er i netværket, husk at invitere dem med til regionale og nationale tilbud (Frivillig dage, Game Jam, Ada Lovelace, Landsmøde, Folkemøde, Sommerhack, Bornhack).
- Brug identitetsmarkører såsom piratflag, sæsonpakker, T-shirts, badges, klistermærker.
#6 – Vær bevidste om foreningens geografiske placering
Hvorfor?
- Ofte må man tage det lokale man kan få, men hvis der er mulighed for at vælge en lokalitet der er synlig i lokalsamfundet, så kan det være med til at skabe opmærksomhed omkring Coding Pirates.
Hvordan?
- Lokationen kan f. eks. være i et kulturhus, en hal fyldt med aktiviteter eller et andet sted hvor forældre kommer med deres børn.
I forbindelse med indsatsen med at rekruttere unge, kan der være forskellige muligheder afhængig af, hvor i landet foreningen ligger:
- Ligger der en efterskole i nærheden, så kan man arbejde på at få skabt en Coding Pirates afdeling der. Efterskoleeleverne kan så være frivillige for de børn, der går til Coding Pirates på efterskolen. Henvend jer evt. til sekretariatet hvis dette lyder interessant.
- Indtænk nogle initiativer målrettet ungdomsuddannelser i byen. HTX udbyder f.eks. teknologifag og kan derfor meget vel have elever med interesse for IT og teknologi, som potentielt kan blive frivillige i lokalforeningen.
- Måske kan der etableres en Coding Pirates afdeling på ungdomsuddannelsen, hvor de unge er frivillige. Det er dog vigtigt, at der er en voksen kontaktperson, der kan skabe kontinuitet.
- I de større byer, hvor der er videregående uddannelser, flytter der pirater til byen hver sommer. På trods af alt det nye, kan de godt tænkes at ville fortsætte i en ny forening. Hvordan fastholder vi dem i Coding Pirates?
- Kan jeres lokalforening hjælpe til med at gøde jorden for, at de bliver frivillige i en Coding Pirates afdeling i deres studieby? (sætte dem i kontakt med Kaptajnen?)
- Kan der gøres noget aktivt i introugen på studiestederne for at rekruttere? Det er ved studiestart de unge søger nye fællesskaber!
#7 – Fokusér på det pædagogiske
Hvorfor?
- Der er meget forskel på, hvad de yngste børn, spirende teenagere og unge har af behov og forventninger i samværet med voksne. Selvom de unge godt ved, at de ikke er voksne, så vil de ofte gerne behandles som om de er det. Arbejdet med de unge starter med arbejdet med børnene.
Hvordan?
- Forstærk det positive.
- Udvis tiltro til de unges evner.
- Man kommer langt med humor og et skævt smil.
- Vær lydhør overfor de unge og tal med dem i ‘øjenhøjde’.
- Vær åben for de unges interesser.
- Den positive omgang med børnene er medvirkende til, at de bliver hængende som unge.
- Giv konstruktiv feedback, der motiverer og støtter de unges udvikling.
#8 – Vær åben for unge frivillige med forskellige kompetencer
Hvorfor?
- Diversitet i kompetencer hos de frivillige og bestyrelsen er med til at skabe en god forening. Nogle er gode til at nørde i bund med teknologier, andre er super pædagogiske, enkelte er gode til det administrative, få har super overblik til arrangementer, mens den vigtigste egenskab til en foreningsaften ofte er evnen til at have fokus på det sociale.
Hvordan?
- Overvej hvilke kompetencer I er stærke på og søg derefter målrettet det I måske mangler.
- Når vi bliver mødt med et åbent sind, er vi meget bedre til at vise alle vores positive sider.
- Vær lydhør over for de unges idéer og perspektiver.
#9 – Opsøg vidensdeling med andre foreninger
Hvorfor?
- Udveksling af ideer er med til at gøre jeres forening og naboforeningen bedre. For at fremme inklusionen af unge er den eneste vej frem at tale om det.
Hvordan?
- Hvis du selv er åben for at dele ud af jeres erfaringer, så er frivillige i andre foreninger nok også.
- Brug Slack gruppen #diversitet, hvor vi kan vidensdele og diskutere inklusion af unge i vores foreninger.
- Deltag i frivillig dagene, onlinemøder for frivillige og landsmøderne.