Rekruttering af pirater
Der er mange fritidsaktiviteter at vælge mellem i dag, og det kan være svært for børn at vælge. Men der kan være mange måder at påvirke børnenes valg på. Undersøg derfor, hvilken indgangsvinkel (og gerne flere) I vil have, så I kan fokusere ressourcerne bedst.
Børn påvirkes af:
- Forældrene
- Ældre søskende
- Bedsteforældrene
- Venner og omgangskreds (Vi ser ofte, at er der først et par venner, der kommer af sted, og så tiltrækker det flere fra samme omgangskreds)
- Desuden: Klassekammerater, skole, naboer og offentlige personer som influencers og lignende
Alle ovenstående grupper har direkte eller indirekte kontrol over, hvilken fritidsaktivitet barnet tilmelder sig.
Fakta om piraterne
- 15,2 % af vores pirater er piger
- Gennemsnitsalderen er 10,8 år
- De fleste pirater er mellem 9 og 13 år
- 85 % går til andre fritidsaktiviteter
Kilde: Organisationsundersøgelse, 2019
Materiale til rekruttering
Onboarding
Herunder finder du en række overvejelser om onboarding, som det er vigtigt at gøre sig, forud for rekrutteringen af børn til en klubaften.
Sæt regler OG forventninger klart op
Der er ingen – hverken børn eller voksne – der ønsker at være udenfor eller gøre noget, der generer andre. Skab derfor tryghed ved at sætte reglerne klart op for adfærd, og for hvad der er målet med at deltage. På den måde er der ingen tvivl om, hvad man må og ikke må, og man kan koncentrere sig om det, aftenen handler om.
Hav også en klar forventningsafstemning om, hvad I reelt kan nå og skal opnå på en aften. Møder børnene en uforløst forventning for 3. gang, så er det svært at forstå, hvorfor man deltager.
Den gyldne regel: Du må forstyrre dig selv, ikke de andre
Når man har været af sted i skole og skal videre til en fritidsaktivitet, er der mange ting, der kan gå galt. Og selvom man elsker at gå til Coding Pirates, så kan koncentrationen sidst på dagen være et meget lille sted.
Derfor: Hav mulighed for at børn kan afreagere med noget andet:
- Måske skal de ikke sidde stille i to timer
- Måske har de netop brug for at sidde i fred
- Det vigtige er, at børnene selv giver udtryk for, hvad de har brug for. Men husk, at det ikke nødvendigvis er det samme alle har brug for
- I stedet for at barnets problem bliver et problem for alle, så hjælp med at finde et andet sted lige den dag, så det ikke forstyrrer andre end barnet selv.
Gør plads til alle
Hos Coding Pirates er der plads til alle – uanset baggrund, udfordringer m.m. Og vi er gode til at skabe og give rum til mangfoldigheden.
Fra tid til anden render vi dog ind i et barn, hvor interessen og kemien bare ikke er et match. Det kan have rod i forskellige ting, som ligger uden for foreningens rækkevidde. Ræk derfor ud til forældrene og snak om udfordringerne sammen. I sidste ende skal det fungere for både børn, forældre og de frivillige at arbejde sammen.
Giv ejerskab til børnene
Undgå at det bliver ren skoleundervisning. Børnene har været af sted hele dagen. Det sidste, de har brug for, er endnu 2 skoletimer. Kan de derimod opleve, at de også har medindflydelse på klubaftenen og får medejerskab over indhold og struktur, er det lettere at se sig selv som værende en del af noget større.
Prøv en af følgende metoder:
- Gør børnene til eksperter inden for et område. Det behøver ikke at være noget, de i forvejen ved noget om, men noget som de kan dykke ned i på deres egen måde. Lad dem stå for at fremlægge deres resultater og lad alle lære noget.
- Giv dem noget at gruble over mellem klubaftenerne. Det er ikke en lektie, men en lille cliffhanger som måske kan inspirere dem.
- Alt behøver ikke at foregå på en computer. At kode kan i virkeligheden forståes på mange andre måder end blot via hjernen. Det kan også være en smagsoplevelse eller en fysisk oplevelse i rummet. Giv nogle pauser fra computeren ved at lave små opgaver med kroppens andre sanser, hvor man stadig kan indtænke teknologi og kodning. Lav f.eks. en labyrint på gulvet, som skal gennemgås på tid ved hjælpe af instrukser a la kodning.
- Lad dem opfinde deres egne regler til et spil eller leg. De får både bevæget sig og lært, at ikke alt kodetænkning kommer ved at sidde foran computeren.
- Brug børnenes interesser. Om det er dans, ridning, fisketure, traktorer, film eller noget helt andet. Deres andre interesser kan skabe en ny form for kreativitet. Måske er der særlige udfordringer ved deres andre interesser, som de gerne vil finde en teknologisk løsning på?
Husk at det også er muligt at have en venskabsforening. Der kan være mange fordele ved et samarbejde med andre klubaftener, fordi man får nogle at spille bold og sparre med, og man får nye input fra andre børn. Man kan både mødes i det fysiske rum eller online. Måske er det endda et samarbejde om et fælles projekt, der kan binde klubaftenerne sammen.
Konkrete tiltag
Der er direkte og indirekte rekruttering. Se mere om begge begreber under rekruttering af frivillige.
For begge former gælder det, at sidste beslutningstager er forældrene. Det er forældrene, der vurderer, om foreningens tilbud er noget for deres barn. Det følgende er derfor også med dette i fokus.
Den direkte metode er infomøder, events, opsøgende i skoler og annoncering.
Generelt råder vi til at rekruttere løbende. Et enkelt event om året kræver mange flere ressourcer med ofte ringere resultat end en løbende indsats.
Infomøder
Modsat rekruttering af frivillige, så er det vigtigt, at børn og unge kan prøve det, de melder sig til for at forstå, hvad det er de melder sig til.
Vær konkret med, hvad foreningen kan tilbyde i den kommende sæson, og hvad I ellers har af erfaring med at lave forløb og klubaftener omkring.
Fortæl hvornår sæsonen starter, og hvordan man melder sig til. Husk kontaktinfo og praktisk info, som f.eks. udstyr de selv forventes at have, og hvordan pauserne afholdes.
» Få gode råd til planlægning af infomøder
Events
Den mest direkte måde at få opmærksomhed og rekruttere børn og unge er via events. Game Jams, Maker Faires eller andre lignende tiltag giver et godt billede af, hvad I kan tilbyde, og hvordan I arbejder.
Events giver også anledning til at kontakte lokale medier og tv, for at få eksponering og opmærksomhed den vej.
Selvom det meste er indirekte rekruttering, så er det også vigtigt at have direkte rekruttering til events i form af:
- Infofoldere
- Roll-ups
- Frivillige, som kan informere forældre, børn og unge om mulighederne og tilmeldingsmetoder
- Kort oplæg om foreningen og klubaftenen. Her er det også godt at nævne specifikke ting som “Tag-en-ven-med”-klubaftener.
Alternativt kan man starte sæsonen med et mini-event, hvor I kombinerer rekrutteringen med opstart af klubafterne.
Opsøgende i skolen
Der er forskellige muligheder for at fortælle om jeres lokalforening på de lokale skoler, da I på den måde kan få direkte kontakt til forældrene.
Kontakt sekretærkontoret og hør om mulighederne lokalt. Hvis ikke der er en forældredag eller et andet event på skolen, hvor man kan komme forbi og fortælle om mulighederne, så kan man alternativt få lov til at lægge en stak flyers eller hænge plakater op, så forældrene bliver opmærksomme på tilbuddet.
Det kan også være en igennem et event på skolen, evt. et tema eller et forløb, som kan give børnene et indblik i lokalforeningens forskellige muligheder. Dette er selvfølgelig betinget af at have frivillige, som har mulighed for at deltage i dagtimerne.
Desuden kan det være interessant at koble sig på specifikke faglærere, som kunne have en indgangsvinkel til Coding Pirates. Hvad enten det er kreative fag, dansk, matematik, fysik eller nogle af natur- og teknik-fagene, så er der mange muligheder for at skabe interesse for Coding Pirates.
Annoncering
Annoncering handler om at have en specifik strategi for de platforme og medier, man har rådighed over og benytte sig af pressemeddelelser såvel som avisannoncering.
Avisannoncer
De er dyre og små, og hvis de skal have fuld effekt, skal annoncerne være i avisen regelmæssigt. Men blind høne kan også finde korn. Annoncer i aviser eller blade henvender sig primært til det lidt ældre segment. Til gengæld er bedsteforældre store influencers i forhold til at inspirere forældre til nye aktiviteter. Avisannoncer balancerer derfor mellem at være direkte og indirekte henvendt.
En annonce i lokalavisen kan også have effekt på kendskabet i lokallivet generelt og skabe opmærksomhed i forhold til sponsorer, rekruttering af frivillige og generel støtte til lokalforeningen.
Kontakt den lokale avis og hør, hvilke muligheder I har for en annonce i avisen eller på deres hjemmeside. Annoncen kan også kobles op med en god historie om sæsonens aktiviteter, om en sej pirat eller en frivillig, der har gjort noget særligt for piraterne.
Sociale medier
I kan også poste penge efter en annonce på jeres Facebookside. Her kan I “booste” jeres opslag, hvor I selv bestemmer, hvem opslaget skal rettes mod (f.eks. forældre, lærere eller IT-eksperter).
Har I brug for hjælp til annonceringen, står Sekretariatet klar til at guide jer godt igennem.
SoMe-inspiration
Lav et fast opslag hver uge eller måned, hvor I:
- Fortæller hvornår man kan komme forbi, og hvordan melder sig til
- Fortæller om de unge, som allerede er i foreningen
- Viser jeres lokation, og viser hvor let det er at komme til
- Vis hvad I laver fra gang til gang
- Overlad kontoen til en af jeres pirater eller frivillige en gang om måneden
Indirekte rekruttering
Den bedste måde at rekruttere på er via de eksisterende børn og unge samt deres forældre.
- Mail eller interne grupper: Gør opmærksom på via mail eller interne grupper, at I åbner for nye klubaftener. Så hvis de kender nogen enten her i lokalforeningen eller et andet sted i landet, som kunne have glæde af at deltage så medsend relevante links.
- Åbne klubaftener: Lav åbne klubaftener for børn såvel som for frivillige. Sørg for, at der er ledige hænder til at tage imod og vise rundt og tage en snak med forældrene om lokalforeningen og praktiske info. For ikke at forstyrre for meget, så gør det til en fast del, men kun den første eller sidste halve time af klubaftenen.
- Tag en ven med: At deltage i en klubaften for første gang er meget sjovere og tryggere, hvis man deltager med nogen, man kender.
- Plakater, flyers og roll-ups: Foreningernes lokaler bliver ofte delt og brugt af andre foreninger eller brugere. Sæt derfor gerne plakater, flyers og/eller roll-ups op, så de folk der kommer i lokalerne i ugens løb ved, at I er der. Det er ikke sikkert, at de direkte melder sig ind, men måske kender de nogen, som ville have glæde af at melde sig til. Sidst men ikke mindst: Sæt roll-ups, plakater, have merchandise i form af f.eks. t-shirts på, så ofte I kan. Jo mere synlig, jo flere kommer man ud til, og jo lettere bliver det at rekruttere løbende.
Materiale til rekruttering
Herunder har vi samlet al det indhold vi har til rekruttering af børn og unge. Der kommer løbende nyt indhold.
Grafisk materiale
VIDEO: Bliv en del af Coding Pirates!
En kort animationsvideo til rekruttering af børn og unge til Coding Pirates. Du kan downloade videoen herunder. På YouTube kan du slå både danske og engelske undertekster til.
Undertekster:
» Download danske undertekster
» Download engelske undertekster
VIDEO: Er dit barn klædt på til den digitale fremtid?
Vi har lavet en kort video med en reklame for Coding Pirates til rekruttering af børn og unge. Du kan downloade videoen herunder. På YouTube kan du slå både danske og engelske undertekster til.
En måde at nå ud til flere forældre på, er at bruge nogle penge på at annoncere på Facebook. Har du brug for hjælp, så tøv ikke med at kontakte Sekretariatet på [email protected].
Herunder er teksten fra filmen tilgængelig – lige til at copy-paste:
På dansk:
Er dit barn klædt på til den digitale fremtid?
Coding Pirates er et fritidstilbud til børn og unge
Vi leger kreativt og opfindsomt med teknologi
Vi er et fællesskab, der rummer alle
Og vi mødes hver uge til klubaftener i hele landet
Klæd dit barn på til den digitale fremtid med Coding Pirates
På engelsk:
Is your child ready for the digital future?
Coding Pirates is an after school activity for children and youth
We play with technology in creative and innovative ways
We are a community who welcomes all
And we have after school meetups every week throughout the country
Prepare your child for a digital future with Coding Pirates
Merchandise
Design jeres eget merchandise
Det er muligt at downloade skabelonerne og designe videre i f.eks. Adobe. På den man kan I få et personligt præg på jeres merchandise – f.eks. eget afdelingsnavn på roll-ups eller jeres egen tekst på en flyer.
» Gå til skabeloner i designguiden
Køb merchandise i frivillig-shoppen og pirat-shoppen
Ligesom skabelonerne er det også muligt at sætte jeres eget præg på det merchandise, I indkøber fra shoppen. Kontakt Sportyfied, hvis I har specielle ønsker: Tine Hegelund – [email protected].