Guide

Opret ny afdeling

Hvis jeres lokalforening ønsker at udvide og starte en ny afdeling, er processen mere enkel end at oprette en ny forening. I slipper for at skulle stifte en bestyrelse, oprette CVR-nummer og bankkonto – men der er stadig nogle vigtige skridt, der skal på plads.

Denne guide forklarer, hvordan jeres lokalforening kan oprette en ny afdeling og komme godt fra start.

Hvad er en afdeling?

En afdeling er en underenhed af en eksisterende lokalforening. Selvom de fleste lokalforeninger kun har én afdeling, er der mulighed for at oprette flere, hvis der er behov for det – fx i en anden del af byen eller i samarbejde med en ny lokation som en skole eller et bibliotek.

Fordelen ved at oprette en afdeling frem for en ny forening er, at alt det administrative allerede er på plads. Den nye afdeling vil fungere under samme CVR-nummer, bestyrelse og økonomi som den eksisterende lokalforening.

Overvejelser

Inden I opretter en ny afdeling, bør I overveje, om det i stedet giver mening at stifte en selvstændig lokalforening.

Fordele ved en afdeling:

  • Ingen krav om at stifte en ny bestyrelse eller administrere CVR-nummer og bankkonto.
  • Fokus kan være på klubaftener og aktiviteter frem for administrative opgaver.
  • Økonomi og juridiske forhold varetages af den eksisterende lokalforening.

⛔ Ulemper ved en afdeling:

  • Mindre selvbestemmelse ift. økonomi, investeringer og strategiske beslutninger.
  • Afhængighed af lokalforeningens ressourcer og prioriteringer.

Hvis der ikke allerede findes en lokalforening i jeres område, eller hvis den eksisterende lokalforening ikke har kapacitet til at håndtere en ny afdeling, kan det give bedre mening at oprette en selvstændig forening.

📌 Er I i tvivl om, hvad der passer bedst?
Kontakt os på [email protected] for vejledning.

5 trin: Sådan opretter I en ny afdeling

Kontakt Coding Pirates Denmark for at få vejledning og sikre, at den nye afdeling registreres korrekt.
Send en e-mail til [email protected] 

En ny afdeling kræver et egnet sted at afholde klubaftener. Mange lokalforeninger samarbejder med skoler, biblioteker, ungdomshuse eller virksomheder, der kan stille lokaler til rådighed. Overvej også adgang til teknologisk udstyr og internetforbindelse.

For at drive en ny afdeling har I brug for frivillige, der kan stå for klubaftenerne. Det kan være eksisterende frivillige fra jeres lokalforening, men også nye ildsjæle, der brænder for teknologi og læring. Derudover har I naturligvis også brug for børn med interesse for kreativitet og teknologi.

» Rekruttering af børn og unge

» Rekruttering af frivillige

Selvom den nye afdeling hører under jeres eksisterende lokalforening, er det vigtigt at afklare, hvordan den skal fungere:

  • Hvem koordinerer aktiviteterne i afdelingen som afdelingsleder (“Kaptajn”) ? 
  • Hvornår og hvor ofte afholdes klubaftener?
  • Hvilket udstyr og hvilke ressourcer er nødvendige?
  • Skal afdelingen have en specifik teknologisk profil (fx robotteknologi, spiludvikling, digital kunst)?

Når lokationen er sikret, og frivillige er på plads, kan I begynde at planlægge de første klubaftener. Sørg for at lave en introduktionsaften, så både børn og frivillige får en god start.